Dette medføre selvfølgeligt en flersidig og kompleks opgave, som kun kan løses i et tæt samarbejde med den enkelte borger. Og herigennem vil der blive stillet store krav til den enkelte socialarbejder, idet vedkommende er nødt til at forstå, hvad borgeren forstår og ønsker – og samtidigt kunne gøre rede for, hvad der vil være godt for borgeren – set i socialarbejderens perspektiv. Og i dette møde med borgeren og gennem dialog omkring ”kerneopgaven”, skal der opnås forståelse for / enighed om ”mødets karakter” og hvad kerneopgaven i netop denne situation vil være og hvordan der kan arbejdes på denne.
Dette kræver meget af den enkelte socialarbejders kompetencer – nemlig både at have de fornødne færdigheder til at kunne indgå i en reel dialog med borgeren samtidig med, at holde fokus på ”det vigtige” netop i f. t. denne borger. Og her skal socialarbejderen have den nødvendige ”fingerspitzgefühl” / dømmekraft i f. t. at kunne vurdere netop denne konkrete situation.
Det kræver, at medarbejderen har forståelse for sig selv og sine egne kvaliteter og udfordringer og samtidigt kan træde i karakter og dog være åben for borgerens ideer og ønsker. Og at vedkommende endeligt har færdighederne til at kunne samtale med borgeren på en ligeværdig, udviklende og betryggende måde.
Det vil sige, at definitionen på at holde fokus på kerneopgaven er kompleks, idet kerneopgaven altid er til fortolkning / revidering / forhandling og det kræver et godt overblik over borgerens situation, ressourcer og de ønsker, der fremgår af borgerens handleplan samtidig med en viden om egne kapaciteter og udfordringer.